Snedronningen - Levende fortalt af Dronning Margrethe II
Snedronningen - Découpage og fortælling: Dronning Margrethe II
Et H. C. Andersen-Eventyr fra 1845
Install Tubelator On Chrome
Video Summary & Chapters
No chapters for this video generated yet.
Video Transcript
Se så, nu begynder vi. Når vi er ved enden af historien, ved vi mere end vi nu ved, for det var en ond tron. Det var en af de aller værste. Det var Djævlen.
En dag var han i rigtig godt humør. For han havde lavet et spejl, der havde den egenskab, at alt smukt og godt, som spejlede sig deri, svedte sig.
Det fandt der sammen til næsten ingenting.
Men hvad der ikke duede og så ilde ud, det trådte ret frem og blev endnu værre.
Det var udmærket morsomt, synes alle djævlene.
Og nu ville de også flyve op til himlen for at gøre nar af englene og vor herrer.
Op og op fløj de.
Der citrede spaglet så frygteligt i sit grin, at det fløjte mod ad hænderne
og gik i hundrede millioner, billioner og endnu flere stykker.
De spredtes over hele jorden, og nu gjorde de endnu større ulykker end før.
Inde i den store by var der to fattige børn.
Han hed Kai, og hun hed Gerda.
De var ikke bror og søster, men de holdt lige så meget af hinanden, som om de var det.
De boede helt oppe under taget i hver sit hus.
Men husene lå så tæt, at man kunne skrive fra den ene kvist til den anden.
Der havde forældrene stillet to blomsterkasser med køkkenurter og et lille rosentræ.
Og der fik børnene lov til at sidde på deres små skamler.
Der legede de nu så prægtigt.
Roserne blomstrede den sommer så mageløst.
Den lille pige havde netop lært en salme.
Roserne vokse i dale, derfor viberen Jesus i tale.
Om vinteren var jo den fornøjelse forbi, men bedstemor læste højt af den store bog og fortalte historier ude fødselneden.
Det er de hvide bier som sværmer, sagde den gamle bedstemor.
Har de også en bidrønning? spurgte den lille dreng.
Det har de, sagde bedstemoren. Hun flyver der, hvor de sværmer allertættest. Hun er størst af dem alle.
Sagde den lille kaj. Han fik noget i øjet, og det stak ham i hjertet.
Det var just sådan et af disse glaskorn, der sprang fra spejlet. Trollspejlet.
Nu havde Kai fået det lige ind i hjertet.
Det ville snart blive ligesom en isklump.
Det gjorde ikke ondt mere, men det var der.
Og alt stort og godt, som Kai så, det blev for ham småt og hæsligt.
Og hver fejl ved en ting blev straks til at bemærke.
Kom Gerda med en ruse, sagde han, når den var ægel.
Og han gjorde nær den gamle bedstemor, så han fik folk til at lide.
Og de sagde han havde et godt hoved.
En vinterdag kom han med et forstørrelsesglas og viste Gerda et snifnug.
Se hvor kunstigt, sagde han. Der er ikke en eneste fejl ved det.
Det er meget bedre end de dumme roser.
Lidt efter løb Kai ned på gaden for at lege med de andre drenge.
Dernede banditidste deres slægt.
efter en vogn og kørte et stykke med.
Som de bedst legede, kom der en stor slæde.
Den var ganske vild, og den der sad i den,
var også klædt i skinnende hvidt.
Kaj fik sin lille slæde bollet fast ved den.
Det gik raskere og raskere.
Den som kørte, drejede hovedet,
nikkede så venligt til Kaj.
Det var ligesom de kendte hinanden.
De kørte lige ud af byens port.
